Efter et par dage med massiv jet-lag (har kun billeder af sovende unger fra dag 1 og 2) og med at øve venstre-kørsel og automatgear var vi endelig klar til oplevelser i det australske.
Een af vores førsteprioriteter var selvfølgelig: at se en vaskeægte kænguru! Kænguruer er natdyr, så en aften ved solnedgang pakkede vi ungerne i bilen og cruisede frem og tilbage på en strækning med adskillige kænguru-advarselsfirkanter.
Heldet var med os! Frederik spottede dem først på en mark ved vejsiden. Bilen blev vendt, vi stoppede, og ud styrtede 2 begejstrede drenge og 
ditto mor med hver deres kamera parate til at forevige øjeblikket.
ditto mor med hver deres kamera parate til at forevige øjeblikket. Kænguruerne gloede lidt vantro men ellers uanfægtede på os, og lod os "skyde løs" fra højre og venstre. Imidlertid var det skumringslys, og afstanden til kænguruerne var nok lidt for ambitiøst til vores lommekameraer, så resultatet blev et par meget mørke og uidentificerbare klatter i landskabet. Oplevelsen var dog ikke til at tage fejl af: Vi havde spottet vores første vaskeægte vildtlevende kænguruer, og vi var ikke til at skyde igennem.
Dagen efter tog vi til Moonlit Sanctuary, hvor vi fik mulighed for at komme endnu tættere på ikke blot kænguruer, men også en koala, wallabies, dingoer, en wombat m.m. (se billeder + film).
Det var en kæmpeoplevelse at få lov til at fodre og klappe disse dyr, og ungerne var ellevilde. Mathias erklærede sig "nærmest lykkelig", og Ida marie kom med henrykte jubelråb mens hun på livet løs klappede kænguruerne. Hun blev temmelig fornærmet, hvis en kænguru tillod sig at spise af en anden hånd end hendes og råbte forurettet gentagne gange : "mor, den du´r ikke...".
Frederik blev også perlevenner med en stor wallaby og formåede at sidde STILLE og fodre og klappe den i knap en halv time. Han betroede os efterfølgende at kænguru-vennen hed "Aske"..."eller Lone, hvis det var en pige...". Sidstnævnte må desværre stå hen i det uvisse..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar